Det kan selvbruner gøre for dig

0

Man advarer i dag kraftigt imod at opholde sig i solen i længere tid uden solbeskyttelse for bl.a. at forebygge kræft. Men kan man så nå at blive ordentligt brun, inden sommeren er ovre? Vi har set på, hvad selvbruner kan gøre for dig.

Vær varsom med solen
I forårsmånederne og sommermånederne skal du være ekstra påpasselig med solen – om foråret fordi du stadig har en bleg vinterhud og om sommeren, fordi det er her, solen sender de kraftigste stråler. Men hvis du skal kæmpe imod de dejlige solstråler, der varmer huden efter en lang vintersæson, eller som skriger på at blive brugt på en varm sommerdag, hvordan kan du så opnå den varme lød i ansigtet og på kroppen, som er så smuk at se på? Her kan selvbruner være løsningen.

Nemt med selvbruner
Selvbruner er – som navnet antyder – en creme, lotion eller en spray, der giver din hud farve, som hvis du havde opholdt dig i solen. Du bruger den ved at smøre eller spraye et jævnt lag ud på din hud og gnide den ind, sådan som du ville gøre, hvis det havde været en almindelig creme. Det er vigtigt at få alle overgange pæne og jævne, for eksempel overgangen til dit ansigts hårkant og under armene. Og så er det vigtigt at smøre omtrent lige meget selvbruner ud over det hele, så der ikke er områder, der bliver mere brune end andre. Det kan være nødvendigt at få hjælp til at smøre dig ind i selvbruner på ryg og baller – hvis du da ikke vil nøjes med at anvende selvbruner på de øverste steder på kroppen. Her skal du selvfølgelig også tænke på, at overgangene skal være så pæne som muligt. Grunden til at det kan være pænt at holde selvbruneren på det øverste af brystet og opefter er, at det også er her, du naturligt ville få mest farve, når du opholder dig i solen, idet dette er det mest udsatte sted. Derfor vil det stadig se naturligt ud, hvis det er her, du er mest brun – forudsat at du holder igen med selvbruneren, så man ikke umiddelbart lægger mærke til forskellen.

Selvbruner er ikke solcreme
Det mest ideelle er at bruge selvbruneren en gang om ugen, men til en opstart kan det være en fordel at bruge den to til tre dage i træk. Man kan bruge selvbruner hele året, men som regel virker det ikke særligt naturligt at være alt for brun om vinteren. Dog kan selvbruner med fordel bruges til at holde på solbrændtheden lidt hen over efteråret, hvor huden hurtigt taber farven, så snart det bliver koldere og mørkere. På den måde beholder du den varme lød lidt længere. Det er vigtigt at huske, at din selvbruner ikke er en solcreme og derfor ikke beskytter imod solens UV- og UVA-stråler. Se yderligere oplysninger om din selvbruner på æsken.

Share.

Leave A Reply